Glemte dokumentarstrimler åbnede nådesløst for smerten i Arvo Pärts musik.
Uden billederne havde vi nøjedes med at nyde sangernes og musikernes perfekte intonation, der som kirurgstål lod Pärts klange trække smukke, rene snit gennem den fyldte Marmorkirkes akustik. Ars Nova og Athelas er virkelig perfekte i denne musik, men med billeder af elskende, der kradses bort fra en filmstrimmel for evigt, blev det smerteligt klart, at også du og jeg lige om lidt er skilt ad og borte som boblerne i bækken.
