ARS NOVA Copenhagen
blev dannet i 1979 og har for længst etableret sig som et af Europas fineste vokalensembler. Med en årlig koncertsæson i København, adskillige koncerter i det øvrige Danmark og tilbagevendende turnéer verden over, er gruppen i dag mere efterspurgt end nogensinde. ARS NOVAs fokusering på tidlig og ny vokalmusik udmøntes i programmer, der udforsker mødepunkter på tværs af århundrederne, eller former sig som portrætter af enkelte komponister eller musikalske strømninger.
På ensemblets eget pladeselskab, ARS NOVA Records er hidtil udkommet Taverner & Tudor Music I & II, en indspilning af Terry Rileys 60er klassiker In C for stemmer og percussion og senest A Bridge of Dreams med musik fra bl.a. Kina, Australien, New Zealand og USA. Alle disse udgivelser har modtaget fremragende anmeldelser over hele verden. Det samme har fire udgivelser på Dacapo med musik af Heinrich Schütz.
I november 2010 udkom cd'en' The natural World med en række virtuose værker for vokalensemble af Pelle Gudmundsen-Holmgreen – heraf en del komponeret til Ars Nova. Denne cd blev i efteråret 2011 blevet nomineret til en amerikansk Grammy. Cd'en The Story of Christmas er af både danske og internationale musikanmeldere blevet fremhævet blandt årets bedste klassiske udgivelser.
2010 var et af Ars Novas mest succesfulde år til dato med en amerikansk Grammy Award for cd’en The Little Match Girl Passion af den amerikanske komponist David Lang, udgivet på Harmonia Mundi. Desuden optræden på en lang række internationale festivaler, heriblandt Lincoln Center i New York og Edinburgh International Festival.
