Masse og Magt er titlen på Elias Canettis berømte bog, som gav ham Nobel Prisen i litteratur i 1981. For to år siden spurgte jeg Line Tjørnhøj, om hun ville komponere et nyt værk til Ars Nova inspireret af nogle af bogens ideer, hvis det var muligt. Bogen er et omfattende værk, og som kort introduktion ses herunder nogle af de passager, som jeg udvalgte:
Der er intet, mennesket frygter mere end at blive berørt af noget ukendt.
Alle de afstande, mennesker har skabt omkring sig, er dikteret af denne berøringsfrygt.
Kun i massen kan mennesket befries for denne berøringsfrygt.
Et lige så gådefuldt som universelt fænomen er den masse, der pludselig er, hvor der ikke var noget før.
Rytmen er oprindelig en føddernes rytme. Ethvert menneske går, og eftersom det går på to ben og slår fødderne mod jorden på skift, eftersom det kun kan komme videre, hvis det slår fødderne mod jorden igen og igen, opstår der med eller mod dets hensigt en rytmisk lyd. De to fødder træder aldrig med samme styrke. Forskellen mellem dem kan være større eller mindre, alt efter personligt anlæg eller humør. Man kan imidlertid også gå hurtigere eller langsommere, man kan løbe, pludselig standse op eller springe.
Massekrystaller kalder jeg små, rigide grupper af mennesker, fast afgrænsede og af stor bestandighed, som tjener til at udløse masser. Det er vigtigt, at disse grupper er overskuelige, at man omslutter dem med ét blik. Deres enhed er langt mere afgørende end deres størrelse. Det, de udretter, skal være velkendt, man skal vide, hvorfor de er der.
De kan have fordelte funktioner som i et kor, men det er vigtigt, at det fremtræder som en helhed. Den, der ser eller oplever dem, må allerførst fornemme, at de aldrig vil falde fra hinanden. Deres liv uden for krystallet tæller ikke. Selv hvor det drejer sig om et erhverv, som i [korsangernes] tilfælde, vil man aldrig tænke på deres private eksistens, de er [koret].
Vores koncert handler imidlertid ikke kun om masse og magt; den handler også om det modsatte. En optrædende alene på scenen, der ikke helt synger en sang. Mange stemmer, der udforsker smukke eksempler på medmenneskelighed i udvalgte danske digte fra 1970’erne. En vise, som tilhører alle og ingen. Og den besynderlige gruppekomposition af den brasilianske kunstner og komponist, Luiz Henrique Yudo.
Paul Hillier
(Uddrag citeret fra bogen Elias Canetti: Masse & Magt i dansk oversættelse af Karsten Sand Iversen, Samlerens Bogklub).
