Vi fejrer Ars Novas 40-års jubilæum med vokal velklang fra landene rundt om Østersøen!
Tyske Heinrich Schütz, i sin samtid beskrevet som "den moderne musiks fader", står som et musikalsk anker mellem den sene renæssances modale polyfoni, som man møder den hos italienerne Gabrieli og Monteverdi, og den tidlige baroks mere strenge homofone stil, der peger hen mod den store mester Bach. Et af Schütz særtræk er måden, han fusionerer begge stilarter til helhedsværker gennem en virtuos omgang med vokalstemmerne og en enestående følelse for tekstens accentuering og mening.
Alle andre komponister ved koncerten er fra vores egen tid, men de er dog vidt forskellige i deres udtryk.
Estiske Veljo Tormis skrev sin "Forgotten peoples" cyklus i skyggen af frygten for Estlands ophør som nation i det russisk dominerede Sovjet. Som svar søgte han tilbage til de (folke)musikalske rødder i regionen og fandt her blandt andet regionen Ingermanland, hvis folks sprog og kultur var nærmest uddøende. Ingrian Evenings er en række lette, personlige scener, der kan finde sted på en dag i en typisk Ingriansk landsby.
Også svenske Karin Rehnqvist benytter sig af folketone i sin musik og hun er således berømt og afholdt for sin fremragende evne til at kombinere folkemusik med moderne komposition. I Sånger ur Jorden bryder en enkel melodi mørket, synges i kanon, bølger mellem korets stemmer, gentages.
Per Nørgård fortolker i Vintersalme Ole Sarvigs ord med enkle melodier i en mangfoldighed af forskellige tempoforhold. En melodi synges både hurtigt og langsomt og lader derved de enkle strofer belyse hinanden. Musikken nærmer naturens og sindets mangfoldighede tidsforløb, klinger samstemmende, men er i indbyrdes spænding og harmoni.
The dazzled eye lost it's speech af litauiske Rytis Mazulis bærer umiskendeligt præg af minimalisme. Værket bygger et mønster op ved hjælp af heltoneskalaen, der beskrives af komponisten som en endeløs spiral.
Arvo Pärts minimalisme har i de senere år antaget en mindre streng form. Da Pacem Domine, en bøn for fred, skabes af vedvarende toner med meget lidt harmonisk vækst og næsten ikke noget fremdrift, men alligevel trækkes lytteren ubønhørligt ind i dens hypnotiske firestemmige univers.
Ligesom Pärt skriver Galina Grigorjeva mest inden for den ortodokse russiske tradition og har udviklet sin egen brede tonale stil med rod i tidlig russisk polyfoni og sang. O Virgin Theotokos er en enkelt sats taget fra hendes nyligt komponerede Vespers.
