Tenebrae Responsorierne

Tirsdag den 4. april 2017 kl. 19:30
Pris: Fri entré
Arrangeret af:

Tomás Luis de Victorias renæssancemesterværk Tenebrae Responsorierne fra 1585 - et af musikhistoriens og vokalmusikkens hovedværker. Hør Ars Nova Copenhagen under ledelse af Paul Hillier. En konstellation, der hører til i verdenseliten, når det gælder fremførelsen af renæssancens polyfone vokalmusik.

Victorias responsorier giver til tider mindelser om italienske madrigaler i måden han bearbejder teksten på. Med diskrete virkemidler fremhæves enkelte ord og passager. De atten responsorier er alle for fire stemmer, men med meget varierende sangerbesætninger, hvilket tilfører værket en bred palet af vokale farver. Victoria supplerer hele tiden teksten musikalsk uden at overdøve, samtidig med at han skaber en gennemført og inderlig fortælling.

Tenebrae Responsorierne er skrevet til den katolske kirkes traditionelle aftenmesser skærtorsdag, langfredag og påskelørdag. Tenebrae betyder skygger eller mørke, hvilket stammer fra ritualet forbundet med messen. Femten lys placeret på en trekantet lysestage slukkes et efter et for at symbolisere Jesus vej ind i mørket. Lysene repræsenterer Jesus selv, det øverste lys, hans disciple, hvor Judas naturligvis er dømt ude, og de tre kvinder, der gik til graven efter hans død. Det sidste lys slukkes ikke helt, men dækkes til, hvorefter Strepitus (den store støj) kommer. Menigheden hamrer bøger mod bænkene og stamper i gulvet for at symbolisere det store jordskælv efter Jesus død. Støjen fortsætter indtil lyset igen afdækkes, som et symbol på genopstandelsen.

Hør et eksempel på musik fra Victorias tid. Her fremfører Ars Nova Copenhagen Stabat Mater af Victorias læremester Palestrina.

Som et forsøg tilbyder vi ved denne koncert, at du selv kan vælge, hvad du synes billetten skal koste. Alternativt kan du også vælge på helt almindelig vis at købe en billet til vores normalpris. Betal, hvad du har lyst til!

PROGRAM:

Tomás Luis de Victoria (1548-1611) Tenebrae Responsorierne

Dirigent: