Michael Bojesen indtræder i ARS NOVAS bestyrelse

Michael Bojesen indtræder i bestyrelsen for ARS NOVA COPENHAGEN. Med sine mange års erfaring fra bl.a. DR’s Pigekor har Michael Bojesen en sjælden indsigt i arbejdet med kormusik og vokalensembler. 

Michael Bojesen erstatter fra og med september 2010 Søren Bojer i ARS NOVAs bestyrelse. 

Michael Bojesen har for længst slået sig fast som en af Danmarks dygtigste kordirigenter. Han overtog DR PigeKoret i 2001,  og her har han udviklet en enestående tilgang til det musikalske arbejde med børn og unge. Dette engagement har også ført til oprettelsen af DRs Korskole, der introducerer børn og unge helt ned til 5-års alderen for klassisk musik. Michael Bojesen er også kendt for sit samarbejde med professionelle kor og ensembler som fx. DR VokalEnsemblet, Den Jyske Operas Kor og flere af de danske symfoniorkestre. Han var initiativtager til projektet ”Sangens År”, og i 1998 modtog han prisen som ”Årets korkomponist”. 

Formanden for ARS NOVAs bestyrelse, John Frandsen udtaler: ”Michael Bojesen er synonym med kunstnerisk engagement og stor lyst til at udbrede musikken til et nyt publikum. Hans erfaring kommer ikke blot fra hans tid som chefdirigent for DR PigeKoret, men også fra mange andre roller han udfylder i det danske musikmiljø. Vi er derfor meget glade for, at Michael nu vil dele ud af sine erfaringer i bestyrelsen for ARS NOVA.”

Søren Bojer har valgt at træde ud af bestyrelsen i forbindelse med at han udskifter sit job som musikchef for Sjællandssymfoniorkester med jobbet som direktør for Det Obelske Familiefond.