Jacob Obrecht har ikke været på hit-listerne siden 1480, da musikteoretikeren Johannes Tinctoris havde ham med blandt 1400-tallets 10 betydeligste komponister. I søndags var den hollandske korkomponist hovedperson i en koncert i Trinitatis, og det lød, som havde nogen glemt at lukke porten til Paradisets egen koncertsal. Det eneste, man overhovedet kunne savne ved Ars Nova ved denne lejlighed, var et par englevinger på ryggen af hver enkelt sanger og ikke mindst på dirigenten, den serafiske englænder Paul Hillier, der i et kronologisk afvekslende, men meget saliggørende program fik slået et par eminent smukke korbuer over den nederlandske renaissance og ført os sikkert frem til Per Nørgård. Af Nørgård fremførte Hillier og hans himmelske hærskare en vinterhymne fra 1984 med tekst af forfatteren Ole Sarvig, som var blevet revideret til lejligheden. Her fik middelalderens rene klangverden lov til at flige sig ind i vor tids stilpluralisme, og man mærkede et mærkeligt glidende slægtsskab. Programmet var desuden isprængt en fin neo-middelalderlig klangdelikatesse, Solfeggio, af estlænderen Arvo Pärt og tre mere modernistiske og som helhed mindre interessante motetter af amerikaneren Pablo Ortiz, en kollega til Hillier på University of California.

Langt det meste var dog af mester Obrecht selv, og det var meget, meget smukt, både de flerstemmige motetter og den store messe, Sub Tuum Presidium, som nærmest sænkede en himmelstige ned fra kirkeloftet, som folk kunne gå hjem på efter koncerten. At tænke sig: at skrive sådan en musik og så blive fyret fra jobbet som korleder ved katedralen i Cambrai, angiveligt for fusk med regnskaberne og vanrøgt af kordrenge. Jacob Obrecht er et af de første, men langtfra sidste, eksempler på, at der sjældent kommer noget godt ud af at belemre store kunstnere med administrative byrder. Godt at blive mindet om, at han var stor.