Resonansen af hverdagens lyde

Gadesange og gaderåb
Valdemar Lønsted, Information
Fredag, 16. december Se anmeldelse på www

Der er flere gode grunde til at opsøge vokalensemblet Ars Nova. For det første befinder det sig i sin egen liga blandt professionelle kor herhjemme, for det andet er programlægningen opfindsom og pirrende for den nysgerrige korelsker, for det tredje ledes ensemblet af en af de bedste og mest erfarne, der kan opdrives på det internationale marked, Paul Hillier.
Programmenuen var ganske speciel søndag eftermiddag i den visuelt og akustisk vidunderlige Garnisons Kirke. Gadesange og gaderåb lød overskriften, og selv om ikke alle numrene faldt ind under den hat, var der i hvert fald tale om musik, der på den ene eller anden måde virkede som resonanser af lyde i by og natur.

Vokalensemblet gav som helhed en forførende performance, så meget mere imponerende fordi de tårnhøje ekspressive udfordringer vekslede fra værk til værk. Adelsmærket er den på samme tid slanke, stærke og smidige ensembleklang med en usvigelig intonation, og hver enkelt af de 12 sangere tuner ind på en solistisk rolle med spindesiden som den mest overbevisende.

Det bedste var det første, Pelle Gudmundsen-Holmgreens Three Stages, som Ars Nova også har indspillet på den fortrinlige Dacapo-cd The Natural World of PGH. Hvem andre end Holmgreen skaber musik i en sådan blanding af hverdagsagtighed, poesi og originalitet?

Her drejede det sig om dagliglivets bombardement af signaler, så at sige reklamebrølene fra fortidens gadesælgere og nutidens tilbudsaviser i en kakofoni af stemmer, sat op på en lydmur med præcist artikulerende nålestik.
Skovvandringens naturlyde med inspiration fra en berømt fransk renæssance-chanson. Og en opsamlende refleksion over tidens fylde og gentagelsernes gentagelser. Det var en suveræn opførelse, både skæg og bevægende at lytte til.

Gadesangene af englænderen Steve Martland, tilsat behændigt marimbaspil ved David Hildebrandt, var ikke på samme niveau, hvorimod hollænderen Louis Andriessens Un beau baiser kom som en balsamisk brise ind imellem Martlands minimalisme. Det korte kærlighedsdigt blev vendt og drejet i en udsøgt harmonisk udsættelse, der kunne minde om Francis Poulencs kormusik.

En af minimalismens amerikanske fædre, Steve Reich, var bl.a. repræsenteret med Paul Hilliers arrangement af Clapping Music, et kultstykke oprindeligt udsat for to klappende musikere. Her var det seks mandlige sangere, og de sang tonerne i en stigende C-dur-skala på Swingle Singers-manér, igen og igen, i forskellige rytmiske mønstre, efterhånden med nye forskydninger og overlapninger, umærkeligt inddragende nye toner. En fascinerende tranceagtig karruseltur. Sangerne bevægede sig bogstaveligt talt gennem hele koncerten. De blandede sig i nye positioner, blev sendt på udskiftningsbænken, vandrede ud i rummet, kom tilbage i en vis uorden, og det gav faktisk ganske meget liv i kludene. Det var mest vidtgående i den afsluttende Flight of Song af amerikaneren Howard Skempton. Stort set på traditionelt musikalsk grundlag, men med mange fine klanglige ideer, som i dialogen mellem en sopran og en alt, der støttes næsten uhørligt af nynnende damestemmer.

Og Ars Nova lod, helt symbolsk, publikum selv lukke og slukke ved syngende at forlade kirkerummet og lade en frase vedblivende rotere rundt i luften. En smuk sortie.