Garnisons Kirke: Ars Nova Copenhagen. Dirigent og solist: Paul Hillier. Andrew Lawrence-King, harpe. Fire stjerner.

700 år er lang tid, men middelalderkomponisten Guillaume de Machaut er stadig forbløffende frisk. Hans musik er højdepunktet fra 1300-tallets ars nova (den nye kunst) og minder teknisk set lidt om seriel musik fra det 20. århundrede. Vokalensemblet Ars Nova , der specialiserer sig i den helt gamle og den helt nye musik, har valgt sit navn godt.

Machaut skrev især høviske sange, men han var også den første til at komponere en hel messe. Hans Messe de Notre Dame er et af Middelalderens berømteste værker, en ren opvisning i den nye stils komplekse teknikker.

Dirigenten Paul Hillier lod de to øverste stemmers virtuose kontrapunkt være glasur på herrestemmernes gennemtrængende linier. Koret klang flot og egalt, men var rytmisk til den forsigtige side. Måske fordi Ars Novas besætning på 10 sangere er ret stor i dette tilfælde.

Da Paul Hillier for 20 år siden lavede sin referenceindspilning med Hilliard Ensemblet, gik det mere spændstigt for sig.

Harpen stjal billedet

På Machauts tid ville messens satser være indgået som del af en gudstjeneste. For at at messen denne aften ikke skulle fremstå som et rent koncertværk, lod man harpespilleren Andrew Lawrence-King indskyde en række mellemspil. Det blev det naturligvis ikke til mere gudstjeneste af, men messesatserne blev adskilt og varigheden strakt til det dobbelte. Den del af konceptet lykkedes.

Det ville være lykkedes endnu bedre, hvis Ars Nova havde kunnet matche Lawrence-Kings frie og intime musiceren. Nu stjal mellemspillene billedet, især da Lawrence-King reciterede Machauts digte til sit eget akkompagnement. Begge dele var han overvældende god til, og det bragte publikum tættere på Machauts særpræg end opførelsen af selve messen gjorde det.

Saftige sange

I første del af koncerten kvædede Paul Hillier fire troubadursange på sydfransk middelalderdialekt. Ikke som annonceret et udvalg af Machauts verdslige sange, men i stedet sange af ukendte troubadurer fra 1100-tallet.

Hvis man skal sige det pænt, så var sangene varianter over den historie, vi herhjemme kender fra En pige gik i enge. Bare en hel del mere pågående. Frække digte skrevet for at vække både latter og begær - ingen af delene kom desværre frem, mens Hillier med læsebriller og blikket fordybet i nodepulten gnavede sig gennem versene. Hans noget grødede basbaryton og det gråmalede kirkerum, fyldt af et vinterklædt publikum, var ikke de bedste betingelser for så saftige sange. Vildsvin på spid og tøndevis af burgundervin havde været passende omgivelser, og det ville måske også have smittet lidt af på troubaduren selv.

Hillier blev akkompagneret af Lawrence-King, der spillede de lifligste improvisationer, selv da han på et tidspunkt nonchalant stemte sin harpe imens. Det er vel ikke særlig høvisk, at man som gæst løber med opmærksomheden, men det gjorde Andrew Lawrence-King lige så stille denne aften. Han er en ægte troubadur med et umiskendeligt forhold til musikken, og selv om hans recitation af Machauts ode til harpens pris havde status af pauseindslag, var det faktisk aftenens højdepunkt.