Verdenspremieren på tre newyorker-komponisters minimale musik om vand ramte Takkelloftet som iskolde afvaskninger.

Water af David Lang, Michael Gordon og Julia Wolfe. Ars Nova og Athelas Sinfonietta, dir.: Paul Hillier. Scenografi: Holland House. Takkelloftet, Operaen. Søndag. 4 hjerter

Seks sange og to stykker om vand. En meditation over vandet som tårer, tørst, vandveje og regn som en moderne kantate med stilbevidst mekanisk musik og vilde videokulisser fra den mørke ende af farvespektret. Komponisterne fra det hippe Bang on a Can i New York var bestilt til at omdanne vand til lydbølger, og det havde de gjort på hver deres måde. Korsatser over vandet som metafor for sjælen eller livet, instrumentale stykker, der skulle eftergøre vandets natur i musik, og store dramatiske værker om vandet som giver af liv og død.

Kittet, der bandt det hele sammen, var den minimale musikstil, hvor gentagelsen dyrkes som den motor, der driver musikken frem. Hvor flerstemmigheden opstår af små forskydninger i rytmer, og hvor umærkelige tone- og styrkeændringer lidt efter lidt flytter musikken et helt nyt sted hen.

Det var kun Julia Wolfes halvtime lange 'Thirst', der for alvor fik musikken på kogepunktet. Storladne opbygninger, et virvar af musikalske effekter, hurtige klip og effektive brag. I 'Thirst' supplerede Holland House scenografien med live-visninger af musikernes spil, og selv om den effekt, sammen med projektioner af de ord, der synges, er en slags adelsmærke for deres produktioner, så er virkningen stadig overbevisende.

De øvrige stykker i 'Water' satsede mere på det tjekkede og behændige, og på den måde lykkedes de fleste. F.eks. Michael Gordons 'He Saw a Scull', hvor sangerne udelukkende bevægede sig op og ned og aldrig på præcise toner, nøjagtig som vand, der bølger eller David Langs 'Before Roll, Ocean', der begynder mekanisk og matematisk, men på forunderlig vis ender som et virkelig tight groove.

Noget af det, der gav 'Water' dynamik, var Spild af Tids animationer på den hvælvede skærm bag musikerne. Sanselige bombardementer af bevægelige streger, bølger, flader og prikker - enkle grafikker, der enten udfordrede eller understøttede musikken. Spild af Tid bevæger sig i det daglige med sjælden spændvidde ubesværet mellem billeder til avantgardekunstprojekter og grafik til TV 2 News uden tilsyneladende at skifte udtryk.

Det virker til gengæld absurd at stable så omfattende et show på benene og så kun give det en enkelt opførelse. Godt nok spiller de et uddrag ved den årlige Bang on a Can-maraton i New York sidst i maj, men som helhed bliver Water formentlig en engangsforestilling. Havde det f.eks. været en københavnsk opsætning med hovedvægten på dans eller teater, ville man helt naturligt spille 10-15 gange, men ny musikdramatik får ofte ikke en ærlig chance for at nå et bredere publikum. Takkelloftet var sådan set pakket med gæster søndag, så hvorfor ikke prøve at komme længere ud? Alt andet virker som at krybe langs væggen.