Små klokker

Arvo Pärt: Sonningpris-modtager 2008
Ursula Andkjær Olsen, Politiken
Torsdag, 22. maj

 ... i lidt for lufttætte rum: Fejringen af årets modtager af Sonnings Musikpris begyndte tirsdag aften i Garnisons Kirke.

Garnisons Kirke: Ars Nova Copenhagen og Athelas Sinfonietta Copenhagen, dir.: Paul Hillier. Tirsdag 20. maj.

Den berømte Sonnings Musikpris tilfalder i år den på verdensplan elskede, forkætrede og dyrkede, estiske komponist Arvo Pärt, og fejringen af ham begyndte tirsdag aften i Garnisons Kirke i København med vokalensemblet Ars Nova , Athelas Sinfonietta og Paul Hillier ved roret.

Det blev en aften, som udfoldede sig sikkert, ja, måske lige bortset fra en noget stakåndet åbning og en ikke voldsomt vellykket og skrækkeligt virtuos instrumentering af superhittet ’Fratres’ for klaver og bratsch. Og så blev aftenen også til tider så klangligt massivt, at det grænsede til det ligefrem lufttætte.

De vejrtrækningslange musikalske ’sætninger’, som Pärts musik næsten helt konsekvent består af, kan, i hvert fald i denne lytters ører, komme til at fremstå mekaniske og stift monotone, når de ikke forlenes med et gennemstrømmende åndedrag – og det var altså, hvad der skete et par gange i aftenens løb.

Pärts musik er kendt for mange ting. Sine strukturers enkelhed, sit genskabte forhold til den i den musikalske modernisme noget uglesete dur-mol-tonalitet, sin erklærede spiritualitet og religiøsitet. Men aftenens koncert vidnede også om, at hans musik kan fremføres og bliver fremført af vekslende kombinationer af stemmer og instrumenter. At værkerne i kraft af Pärts særlige kompositionsteknik (kaldet tintinnabuli, små klokker på latin) er skabt som strukturer. Altså som forhold mellem musikalske linjer eller stemmer, hvor det for komponisten selv er mindre vigtigt, hvilke instrumenter de bliver udført af.

Dette sidste opførelsespraktiske faktum var måske det mindst overbevisende ved aftenens koncert: Ud af første programdels syv værker stod to (ud af tre), som blev udført i den originale besætning, som markante åndehuller; det uendeligt spæde og gennemsigtige strygekvartet-fatamorgana ’Psalom’, så spindelvævsfint udført af Athelas’ strygere, og det klangskønt frygtindgydende korværk ’Nunc dimittis’, som Ars Nova og Paul Hillier fremførte aldeles øreblændende.

Aftenens indlysende højdepunkt blev dog alligevel ’Miserere’ for solister, kor, ensemble og orgel, som sikkert ledet af Hillier tog det propfulde kirkerum i sin magt efter pausen. Med Ars Novas stemmer som magtfulde, klangtætte søjler i Athelas Sinfoniettas mystiske instrumentale klangrum fik aftenens vokalsolister lige det rum, de havde brug for, og deres individuelle stemmer gav musikken den livets skrøbelighed, som netop hører til skønheden i Pärts musikalske univers.