Der hang et par venlige, men bestemte og lettere intimiderende øjne på endevæggen. Et gigantisk portrætfoto med skævt smil og sænkede skuldre af en komponist med selvtillid og mod til at gå sine egne veje og gøre det konsekvent – under hele Poul Ruders’ 60-års fødselsdagskoncert blev man som publikum selv betragtet af manden fra et 10 m{+2} stort lærred.

Original og varieret

Og det markante ansigt blev hurtigt et præcist billede på den originale og enormt varierede musik. Det var dag to ud af tre i københavnske Athelas’ minifestival til ære for Ruders med hele fire ensembler i spil. To dramatiske stykker for sinfonietta af værterne selv og canadiske Aventa Ensemble, tre højstemte motetter sunget af Ars Nova og fem groteske småstykker, ’New Rochelle Suite’, for guitar og slagtøj smukt leveret med humor og temperament af Jesper Sivebæk og Gert Mortensen. Man fik det meste af Ruders’ mangfoldige kammermusikside spillet med entusiasme og kompetence hele vejen rundt.

Insisterende drive

Athelas var i en spændende udgave med rigtig mange unge musikere, og de leverede en skarp og medrivende udgave af ’4 Compositions’ fra 1980. Her forvandlede Ruders’ tætkomponerede mønstre af insisterende gentagelser sig til et langt pumpet drive. Aventa viste med ’Abysm’ fra 2000 Ruders’ fascinerende konsekvens igennem tre piblende, brogede tonemalerier, der på en gang slet ikke flyttede sig ud af stedet og alligevel umærkeligt undergik dramatiske forandringer.

Uegnet spillested

Alligevel lykkedes koncerten ikke helt, og det var formentlig rummets skyld. Den sortmalede sal i det, der engang hed Den Anden Opera, føltes indestængt, og på flere punkter var stedet temmelig uegnet som spillested. Der var pakket med publikum og nærmest ingen rumklang, og det forvandlede f.eks. Ars Novas minutiøst formede omgang med store ord om kærlighed, tvivl, krænkelse, nød og underkastelse til en sært klinisk omgang. Alt, der forlod sangernes munde, døde umiddelbart efter. Med fire ensembler i sving viste salen sig også ekstremt upraktisk.

Tungt show

Lang ventetid under sceneskift måtte fyldes med oplysende ord om musikken – og sågar en quiz – fordi alt skulle bæres ud og ind af salen. Resultatet blev et tungt show. Den saunaagtige luftfugtighed og en husleje, der lægger beslag på halvdelen af landets største statsbevilling til eksperimenterende musikdramatik, kunne være de sidste argumenter for, at Statens Kunstråd skulle finde et bedre og billigere sted til ny musik. Med antallet af musik- og teaterbyggerier, der har ramt hovedstaden de seneste år, burde det være en smal sag.