Danmarks forførende barok-orkester og bedst besatte kammerkor fandt sammen i et hovedværk af 1700-tallets vigtigste svenske komponist.

Concerto Copenhagen og Ars Nova Copenhagen. Dirigent: Lars Ulrik Mortensen. Solister: Maria Keohane, Marianne Beate Kielland, Jakob Bloch Petersen. 5 stjerner

'Den svenske Händel’ har man kaldt komponisten Johan Helmich Roman. På springbrættet til sin deltagelse i Festival d’Ambronay kunne Concerto Copenhagen indbyde til en direkte sammenligning mellem F-dur-suiten fra Händels ’Water Music’, et af barokkens populæreste orkesterværker, og ’Then Svenska Messan’, der til gengæld næppe er kendt af ret mange uden for Sverige. Og helt bortset fra at der naturligvis er tale om vidt forskellige genrer, stod det klart, at Roman netop ikke er en Händel, men noget ganske andet. Skønt kun ni år yngre end sin tysk-engelske kollega og klart påvirket af denne, f.eks. i sin brug af koloratur, er han på vej ud af senbarokken og har et ben inde i den nymodens ’galante’ stil med dens yndefuldt imødekommende forenkling, rationalistiske klarhed og korte, ligedannede fraser.

En lys, positiv atmosfære i oplysningstidens ånd dominerer den tre kvarter lange messe (som efter protestantisk tradition kun består af Kyrie og Gloria), selv om der også er mere ekspressive, molfarvede passager. Det er frisk og indtagende musik, men langt fra naiv eller primitiv. Forenklingen er aldrig skematisk og stiller sig ikke i vejen for elastisk formgivning og harmonisk frodighed.

Det er ikke just rokokoens venlige fromhed, Ars Nova har gjort til sin mærkesag, men det toptrimmede og superprofessionelle kammerkor er for længst nået dertil, hvor enhver opgave kan løses med smag, elegance og bravur, og sangerne befandt sig åbenlyst godt under Lars Ulrik Mortensens anarkistisk inspirerende ledelse. Tre klare og letbevægelige, men også karakterfulde solistiske barokstemmer kronede vokalbesætningen med Maria Keohanes muntert tindrende solstrålesopran i spidsen. Hun fraserer, som om musikken fødes i hendes krop.

Orkesterafdelingen omfattede, foruden Händel, concerti grossi af Francesco Geminiani og Charles Avison, og nu bliver det svært, for alt er efterhånden sagt om disse musikere. Man bliver så usigeligt glad i låget af deres kreative vitalitet og sanselighed, deres overskud og legesyge, og de åbner musikken, så man kan bevæge sig ind mellem stemmerne som mellem stammer i en skov og nyde, hvor smukt lyset falder. Denne gang er der særlige roser til de dødsikre horn, til de virtuose strygersoli og til den higende ekstase i Geminianis ’Follia’; men alt var forførende, og på en eller anden måde er Mortensen i stand til at gøre hver takt uforudsigelig. Det skal bare opleves.