Lyden af venstreorienteret filosofi - og af Monteverdi


Thomas Michelsen, Politiken
Torsdag, 12. september

12. september 2013

Klassisk
Studier i rødt. Mogens Dahls Kammerkor og Hélène Navasse (fløjte). Dir. Mogens Dahl. Pressen. Tirsdag.
3 hjerter ud af 6.
Der var engang… Ars Nova Copenhagen. Dir. Paul Hillier. Garnisons Kirke. Mandag.
6 hjerter ud af 6.

Koncerter under og uden for Golden Days satte fokus på gammel og ny italiensk avantgarde for korsangere.

Golden Days-festivalen undersøger tankerne og ideerne –så hvordan lyder i grunden filosofi? Opgaven med at få den til at klinge var tirsdag aften i Pressen givet til Mogens Dahls Kammerkor, der til lejligheden var suppleret med to skuespillere.

De stod kækt op og spillede henholdsvis den heftige tyske musikfilosof Theodor Wiesengrund Adorno og en af hans studerende. Gry Guldager tog sig af de provokerende spørgsmål, mens Folmer Rubæk kæmpede med Adornos krasse og krævende ord. Det sidste faldt lidt fra hinanden, men ideen var alligevel sjov – og så var der musikken.
Forud for koncerten havde lektor Søren Møller Sørensen fra Københavns Universitet i samtale med musikformidler Trine Boje Mortensen talt klogt om, hvorvidt man overhovedet kan høre, at musik er venstreorienteret. Derefter gik koret på scenen, og dermed kom chancen for at høre noget så sjældent som et af Adornos egne musikværker.

Det var den tyske filosof, sociolog og musikvidenskabsmands private sorg, at han aldrig slog igennem som komponist, men hans tre korsatser for kvindestemmer til digte af Theodor Däubler viste sig nu at være ganske smuk musik. Velafbalanceret i sin brug af komplekse, tætte og dissonerende tonesammensætninger og båret af fint fraserede melodilinjer, der havde rødderne plantet i den såkaldte Anden Wienerskole hos Adornos lærer, Alban Berg.

Men det var den venstreorienterede italiener Luigi Nonos store værk for kor, basfløjte og elektronik fra begyndelsen af 1980’erne, ’Das atmende Klarsein’, der stod stærkest som værk betragtet. Koret var både her og i italieneren Luciano Berio’s ’Cries of London’ klart nok udfordret til kanten af nogle nodebilleder, der ikke leverede korhyggens sædvanlige ”kunstige varme” for nu at bruge Adornos hånlige formulering. Men de klarede da skærene, og aftenen blev et interessant indslag under Golden Days.

KORISK mesterskab på suverænt niveau kunne man opleve aftenen inden, hvor det internationale vokalensemble Ars Nova af eget valg fyldte Garnisons Kirke med lyden af Monteverdis i sin tid lige så avantgardistiske ’Missa in illo Tempore’. Denne musik viger ikke tilbage for selv den mest hardcore 1900-tals-avantgardisme i kompleksitet.
Ideerne i Monteverdis messesatser er rigtig mange, og de er filtret så tæt sammen, at det er lige så svært for publikum at følge dem alle, som det var at følge finesserne i Adornos kormusik.

Men opført med nogle stilsikkert sungne anonyme italienske hyldestsange som mellemlægspapir blev oplevelsen fortryllende. Musikken stod smukt i kirkerummet, og foruden schweizeren Frank Martins sære og søsyge eksperimentklange i Shakespeareværket ’Songs of Ariel’ sang også Ars Nova en lille stump Berio.

Igen var musikken baseret på noget folkeligt, nemlig på en lille sød siciliansk sang. Og af bare to minutters varighed blev denne lille vignet, dedikeret til Umberto Eco, en musikoplevelse, der stadig hænger i ørerne her flere dage efter.