Mozarts svanesang blev elektrificerende trods balanceproblemer.

RadioUnderholdningsOrkestret og Ars Nova Copenhagen. Dirigent: Adam Fischer. Solister: Simona Saturová, Andrea Pellegrini, Jonas Degerfeldt, Palle Knudsen. Radiohusets Koncertsal lørdag 8. december.

Fem hjerter

Kan man bruge en dødsmesse til en julekoncert? Måske ikke, og det var da heller ikke gran, men derimod et par imponerende blomsterdekorationer, der flankerede RUO’s sparsomme styrker. Men når man nu har erobret en position som højkompetent Mozart-orkester, ja, så er det bare ikke julemusik, der byder sig til. Og selv om Mozart-eleven Süssmayr åbenlyst var en klamphugger, må vi – også i en julemåned – være ham evigt taknemmelige for at have reddet læremesterens ufuldendte requiem, en af hans mest ejendommelige og udtryksstærke kompositioner.

Et enkelt værk på 50 minutter er dog meget lidt at diske op med ved en symfonisk koncert. Et mere rundhåndet program havde været mere end velkomment. Faktisk er det svært at få for meget af Adam Fischer og hans orkester. Eller for den sags skyld af Ars Nova , som man her i mere end én forstand fik for lidt af. Det ved denne lejlighed 19 stemmer stærke kor, der normalt beskæftiger sig med a cappella-musik og lignende intime genrer, havde nemlig svært ved at trænge gennem orkestret i mange af satserne. Kontrapunktiske detaljer gik tabt eller hørtes snarere i basunerne end i koret, mens orkestrets iltre akkompagnementsfigurer trængte sig i forgrunden. Et større kor, et mindre orkester eller måske bare lidt større interesse for koret fra dirigentens side kunne have løst problemet.

Trods denne skønhedsfejl var det imidlertid en dybt engagerende opførelse. Fischer har i den grad kontakt med de strømførende lag hos Mozart, ikke mindst i et så følelsesladet værk som dette. Med gårsdagens alt for udspekulerede ’Messias’-opførelse i frisk erindring var ungarerens direkte musikalske tilgang befriende. Der er en dyb, uafviselig kropslighed og sanselighed i de ikke få friheder, han tager sig. De er bestemt af en detaljeret og skarpsynet udtryksvilje, men uløseligt forbundne med en ægte musikalsk følemåde. Og elektriciteten sitrer ikke kun under de mange dramatiske afsnit med de sugende fraseringer og strygernes oprørte piskesmæld, men også i de lyrisk indadvendte satsers dæmpede glød og bårne strømning.

Heldigvis kunne balanceproblemerne ikke skjule korets vanlige høje standard, herunder ikke mindst den rene, uforcerede klang og den elegante linjeføring; og i dæmpede satser som ’Hostias’ og ’Agnus Dei’ (hvor Fischer valgte at bruge sordinerede strygere) var klangskønheden udsøgt. Fornem var også den dejligt egale solistkvartet af fine Mozart-stemmer: sopran og tenor med netop den rette forening af slankhed og intensitet, en varm og distinkt mezzosopran, der ikke forsvandt i ensemblerne, og en smidig og elegant baryton.