Middelalderen blev lyslevende ved en lystfyldt og legende koncert med Ars Nova og et par verdensklassemusikere

Ars Nova Copenhagen. Andrew Lawrence-King, harpe; Paul Hillier, dirigent og baryton. Værker af Bronel, Marcabru, Ventadorn og Machaut.

Musik fra middelalderen bliver sjældent opført, men såfremt den gjorde, ville al tale om den mørke middelalder forstumme. For den musik, vi blev præsenteret for ved koncerten i Garnisonskirken i København i onsdags med koret Ars Nova samt Andrew Lawrence-King på sin lille barokharpe og dirigenten og barytonen Paul Hillier, var lysende, fuld af jordlivets glæder.

Koncerten, der blev optaget af P2 og udsendt direkte som led i DR?s nye og i øvrigt fortræffelige aftenkoncept P2 koncerten, blev indledt med fire højst verdslige troubadursange, alle skrevet i 1100-tallet og sunget af Hillier og med ledsagelse af Lawrence-King. De omhandlede alle forholdet mellem mand og kvinde og var, for at sige det pænt, koncentreret om de mere kødelige lyster i de to køns relation. De blev foredraget med en fantastisk klar diktion og med passende dramatisk indlevelse af Hillier, der på intet tidspunkt havde problemer med artikulationen af de provencalske og middelalderfranske gloser. Tværtimod fik han sproget til at synge, og i hvert fald blev denne anmelder ramt af billeder fra barndommens ridderfilm eller Mel Gibsons 'Braveheart'. Det skyldes dog nok ikke mindst, at Lawrence-King med sin harpe lagde den rette bund af sødmefuld melankoli og enkel skønhed, en skønhed, der ledte tankerne hen på andre typer vesteuropæisk folkemusik, irsk eller spansk, der også udtrykker den form for vemod og længsel, som lå i disse sange. Det hele kulminerende med en rytmisk, uhyre spændstig harpesolo, der symboliserede den lykkelige, fysiske forening mellem mand og kvinde.

Efter en kort pause stod den på musik af en noget mere åndelig karakter, nemlig middelalderens største musikværk, Guillaume de Machauts 'Messe de NostreDame'. En messe afbrydes naturligt af præstens tale, men i og med, at det nu var en koncert, var der i stedet indlagt tre harpesoloer ved Lawrence-King, og kontrasten mellem Ars Nova Copenhagens korsang og harpen var yderst virkningsfuld. Den åndeligt himmelstræbende sang og den mere kropsnære og legende harpe satte ganske enkelt menneskelivet som sådan i perspektiv.

Under den første harpesolo foredrog Lawrence-King et digt skrevet af Machaut om harpens evner, navngav derunder hver streng og spillede Machauts mest berømte melodi for at konkludere, at der må være musik i himlen. Hvad sikkert er sandt nok. Ellers er der næppe rart at være. Koret gjorde det undervejs fortræffeligt, og de fik Machauts messe til at fremstå i al sin storhed og meningsfylde, men aftenens oplevelse var alligevel Andrew Lawrence-King, der med sit umiddelbare, afsøgende og alligevel cool og teknisk overlegne harpespil udtrykte et livssyn, hvor det handler om at være i bevægelse og nyde at være undervejs.