Fedtfattig jul

Julehistorier
Henrik Friis, Politiken
Tirsdag, 2. december

Landets førende specialister i tidlig musik gav et magert alternativ til den traditionelt storladne julemusik.

Ars Nova og Concerto Copenhagen med Adam Riis (tenor), Else Torp (sopran) og Jakob Bloch (bas). Dir.: Paul Hillier. Garnisons Kirke. Søndag. Tre hjerter.

De fleste komponister går amok i følelsesfulde effekter og dvælende lidelsesskildring, når de musikalsk beretter historien om Jesu fødsel, liv og død. Stamfaderen til den tyske lutheranske kirkemusik, Heinrich Schütz, derimod holdt sig til den nøgterne korte version med kun de allermest nødvendige følelser på paletten. Ikke mange smertefulde øjeblikke og en tilsvarende lille mængde jubelkor. Ars Nova og Concerto Copenhagens originale julekoncert kunne nok konkurrere med de fleste af december måneds udgaver af Händels 'Messias' eller Bachs 'Juleoratorium' i udførelseskvalitet, men som fuldfed fejring af julebudskabet var der langt mellem snapsene.

Schütz skrev de godt fyrre minutters julehistorie som en ældre herre i 1660 som 19 små afsnit. Langt de fleste har den fortællende evangelist i centrum, der slavisk og enkelt beretter om Jesu liv i mundrette melodilinjer akkompagneret af et orgel og en stor lut, theorben. Den unge tenor Adam Riis gjorde det rigtig godt i den altoverskyggende hovedrolle som evangelist, mens den instrumentale side desværre endte som en lidt trist orgelklang, der overdøvede den svage lut. Det allersidste afsnit satte sagen på spidsen. Her folder Schütz sig ud med kor i mange vekslende stemmer og sprøde, iltre violiner og fløjter.

Det afsnit havde præcis al den velklang og overstrømmende musikalske jagt, man havde fornemmelsen af at mangle i broderparten af de 18 forudgående passager, og man rystede på hovedet ad den kompetente Schütz hele vejen ud af kirken, fordi han kunne det hele og kun delte ud af det i så få øjeblikke.

De bedste steder var der, hvor Schütz lader teksten og tonerne hænge nært sammen som små klingende malerier. Som da Else Torp som englen bød Josef at rejse sig iklædt en iltert stigende melodi, eller da evangelisten endelig lukkede lidt op for posen med smukt faldende tåremelodier i beskrivelsen af skrigene, hylene og klagen fra Betlehems beboere, da Herodes myrder drengebørn i jagten på Messias.

Koncertens første afdeling tilhørte alene Ars Nova i en stribe engelske julesange. Renæssancekomponisten William Byrds 'Tre motetter til juletiden' med små indskud fra det 20. århundrede fra landsmændene Benjamin Britten og Gustav Holst. Alt sammen er så absolut korets hjemmebane, og det var da også 20 smukt bølgende minutter med fine solistiske indsatser og tætte melodiske sammenfletninger. I Holsts lille sang kammede perfektionen dog over med rullende r'er og overtydelige vokaler, så det, der skulle være højstemt, fik en pudsig ironisk slagside.