Snit gennem huden

Pärt: Passio
Thomas Michelsen, Politiken
Tirsdag, 11. september

 

Glemte dokumentarstrimler åbnede nådesløst for smerten i Arvo Pärts musik.

Marmorkirken: Passio af Arvo Pärt og Paolo Cherchi Usai. Ars Nova og Athelas Sinfonietta Copenhagen, dir.: Paul Hillier. Christopher Bowers Broadbent (orgel)

Nogen har engang ladet denne mand ligge i smertefulde kramper, mens kameraet nøgternt har indfanget hans dødskamp. Nøgen har nogen ladet ham lide, og de hænder, der kommer ind fra siden, kommer kun for at vende manden om, så vi bedre kan studere, hvordan han lider, indtil spasmerne langsomt fortager sig, og han er død.

Den montage af sort-hvide dokumentarfilmstrimler, italieneren Paolo Cherchi Usai har skabt som ledsagevision til Arvo Pärts religiøse oratorium ’Passio’, er ikke rar at se på. Den fungerer som en samling knivskarpe kirurgredskaber. Filmklippene er tvangsøjenåbnere i et usædvanlig ubehageligt, men ikke formålsløst projekt, der søndag aften fyldte Marmorkirkens store kuppelrum, så mange måtte gå forgæves.

Pärt dyrkes af et bredt publikum for sine enkle, strenge dissonanser, der hensætter lytteren i en åndelig meditativ stemning. Musikken dyrkes for sine æstetiske kvaliteter, men søndag blev der skåret ind til smerten under den messende latinske overflade. I mørket kunne de, der havde sikret sig plads, overgive sig til erkendelsen af det ultimativt frygtelige, vi til daglig ikke overkommer at tænke på. At mennesket også er skabt til lidelse, og at alle mennesker skal dø.

Missionen var et minde om, at Johannes-passionen i virkeligheden er en minutiøs gennemgang af, hvordan Jesus time for time forblødte og døde på korset. Sådan som utallige mennesker til alle tider har lidt og vil lide. Det er begavet i sin effektivitet, når Cherchi Usai ved hjælp af glemte dokumentariske filmklip sprætter huden op og får åbnet ind til smerten. Lange sekvenser fra operationsbordet lukkede nådesløst op for erkendelsen af, at selv de mest unge og perfekte af os indeni er blævrende slimklatter med lever og tarm, der, mens vi taler, måske allerede er i gang med at udvikle den dødbringende kræftsvulst.

Uden billederne havde vi nøjedes med at nyde sangernes og musikernes perfekte intonation, der som kirurgstål lod Pärts klange trække smukke, rene snit gennem den fyldte Marmorkirkes akustik. Ars Nova og Athelas er virkelig perfekte i denne musik, men med billeder af elskende, der kradses bort fra en filmstrimmel for evigt, blev det smerteligt klart, at også du og jeg lige om lidt er skilt ad og borte som boblerne i bækken.

Øjenoperationer, indtørrede menneskelig, en hånd med friskt amputerede fingre ... til sidst skulle der ikke andet til end billeder af to insekter, der kæmper på liv og død, før gråden meldte sig, som det skete for min sidekvinde. Til hverdag kan vi ikke overkomme at tænke på det. Søndag aften i en mørklagt Marmorkirke tvang glemte rester af filmet fortid os til at betænke vores skrøbelighed og de lidelser, mennesket udsættes for. Det var overvældende og på ingen måde rart. Jeg blev ikke mere kristen af det, hvis det var Cherchi Usais intention, men jeg blev tvunget til at opleve lidelsen hos Pärt. Dermed var de billeder, der blev sat til musikken, langtfra overflødige.